Der var trængsel om pølsevognen, da Røde Kors indsamlerne fra Morsø Gymnasium fik pølser ad libitum fredag middag
Søndag den 7. oktober var dagen for Røde Kors´ årlige landsindsamling, og et af de steder, hvor der ikke manglede indsamlere, var på Mors, der havde så mange hænder og fødder, at lokalafdelingerne i både Salling og Thisted kunne låne.
Det skyldtes ikke mindst, at hele 116 gymnasieelever fra Morsø Gymnasium havde meldt sig som indsamlere, og de kunne allerede fredag den 5. oktober mødes og planlægge ruten, idet den flotte tilmelding gjorde, at gymnasiet var et af de tre i Danmark, der vandt et besøg fra en Steff-Houlberg pølsevogn, med pølser ad libitum til alle indsamlerne. Og det var populært.
- Der blev virkelig spist mange pølser, og den gode duft skaffede da også lige et par ekstra indsamlere, idet flere tilmeldte sig fredag. Så kunne også få en pølse med, sagde distriktschef hos Steff-Houlberg, Kenneth Bjerregaard.